Hanne Lindes malerier må gerne berøres – som de berører.

Kunstmesse
Den dag i februar var fugtigkold med smattet tøsne i rendestenene. Vi befinder os i Herning – uldjydernes hovedstad. Nærmere bestemt ved Herning Kongrescenter, hvor Dansk Gallerisammenslutnings årlige kunstmesse finder sted. Jeg er i selskab med en repræsentant for den yngre del af kunstnerstanden. Min ledsager har ikke de store messeerfaringer, så jeg anbefaler hende at være selektiv, hvilket jeg ikke er sikker på, hun forstår helt. Der er meget at se på, forklarer jeg – og det er ikke alt, der er lige godt.

Da vi er kommet indenfor i varmen, går det dog hurtigt op for den unge malerinde, at der virkeligt er langt mellem snapsene i denne blandede, kunstneriske landhandel. Det skal dog retfærdighedsvis siges, at det på det tidspunkt kun er et par galleriers stande, som vi har besøgt.

Pludseligt udbryder min unge kollega, at endelig er der noget, som er godt. Noget, hun kan identificere sig med som billedkunstner. Noget der rører – og rykker. Det handler om nogle organiske, koloristisk gennemarbejdede lærreder, som er spændt op på dobbelte – eller meget dybe – blindrammer. Farverne løber ned af maleriets sider, således at lærredets møde med væggen udgør noget klart definitivt. Det går ikke med svulstige guldrammer fra glarmesteren i dette tilfælde. Disse ville berøve malerierne den lethed, som de er i besiddelse af, trods den fysiske tyngde, som de udstråler visuelt. Kunstnerens navn er Hanne Linde. Et navn som jeg, via en anden kollega, langt tidligere var gjort bekendt med.

Studerede medicin.
Hanne Linde læste til læge og var faktisk næsten færdig med medicinstudiet, da hun valgte en karriere som billedkunstner. Det er sansynligt, at en umiddelbar succes med denne metier, har gjort valget forholdsvis enkelt.

Hvad er det så, der har fremelsket Hanne Lindes motivverden? I et radiointerview for nogle år siden, fortalte hun om fascinationen ved at sidde ved et mikroskop og iagttage den verden, der nu var synlig for hendes øjne. Forbindelsen til den forskning, der er en del af medicinstudiet, har altså haft en klar evidens i forhold til motivvalg og metode.

Samtidigt nævner Hanne Linde naturen som en vigtig kilde til inspiration; men ikke i den forudsigelige forstand, som vi ser det praktiseret af en mængde af hendes samtidige. I Hanne Lindes tilfælde skal vi ned i den fossile verden, hvor det nærmere er fornemmelsen i forhold til motivet, der er det afgørende, frem for det overordnede.

Hanne Linde fik noget, der kan sammenlignes med en åbenbaring, da hun i sin tid genopdagede histologi-atlasset fra medicinstudiet. Den grafiske udformning af de menneskelige celler i denne lærebog begavede Hanne Linde med en uudtømmelig inspiration.

Må gerne berøres.
Hanne Linde har på ingen måde berøringsangst i forhold til sine malerier. Det glæder hende tværtimod, hvis folk får lyst til at røre ved værkerne – og de tager ikke skade af det. Hanne Lindes malerier udstråler, hvad de er. Noget, som er solidt, gennemarbejdet – indtil det punkt bliver nået, hvor billedet er færdigt. Men det er en lang proces, der går forud. En proces, der burde afstedkomme en fundamental angst i forhold til det hvide lærred.

Hanne Linde har i lange perioder bearbejdet sine lærreder med de remedier, der har været til rådighed. Det kunne være malerspartler eller diverse murerredskaber. Denne metode har naturligvis resulteret i en stoflig effekt, som har synliggjort arbejdsforløbet gennem de mange lag, som malerierne har været bygget op af. I de senere år har penslen dog været det altdominerende arbejdsredskab.

Det nyeste
I Hanne Lindes nyere arbejder formulerer hun sig i et klarere, mere forenklet billedsprog, som dog ikke signalerer at arbejdet er blevet væsentligt nemmere. Vi befinder os stadig i en verden, hvor mikroberne er forstørret millioner af gange; men det er i langt højere grad end tidligere konturernes kompositoriske forløb, der er bestemmende for det endelige og afgørende billedlige udtryk. Den grafiske effekt, som altid har været til stede i Hanne Lindes billedunivers, er langt klarere i dag end for blot nogle få år tilbage.

Hanne Linde betragter sine værker som billedlige frirum, som man kan søge tilflugt i, når massemediernes hysteriske bombardement bliver for massivt. Når den visuelle pornobølge truer med at oversvømme os, så vi er i fare for at drukne, kan vi søge tilflugt hos malere som Hanne Linde. På den måde bliver den form for kunst en nødvendighed – og kunstneren bliver en budbringer, selv om Hanne Linde selv erklærer, at hendes billeder hverken er politiske eller fortællende.

Hanne Linde var månedens kunstner på KunstBazaren.dk i september 2004

© Lars Svanholm - www.larssvanholm.dk