Fællesskab er her i begyndelsen af det
21. århundrede ved at være blevet
en mangelvare; ihvertfald i de fleste vestligt
prægede lande. Det nære fællesskab
synes at forsvinde – måske til
fordel for en global fællesskabsfølelse?
Jeg bruger med vilje ordet ”mangelvare”,
fordi det måske netop vil vise sig,
at kun de virksomheder er bæredygtige,
som er i stand til at udbygge fællesskaber
– eller i det mindste at sælge
på idéen om det. Således
er følelsen af samhørighed og
oplevelsen af at indgå i fællesskaber
ikke kun noget, der ofte mærkes som
et savn i de jævne mellemmenneskelige
forhold, det er måske også tilmed
dét, der betinger den tragiske situation,
verden er gerådet i, nu hvor terrorlovgivning
og krig præger mangt og meget, og kun
virkeligt store naturkatastrofer maner til
en form for (måske forbigående?)
solidaritet. Det er den manglende broderlighed
indenfor verdenshandelen, der er det egentlige
problem.
En
af de kunstnere, der for alvor satte det sociale
aspekt i fokus i sin kunstudøvelse,
og tilmed endda forsøgte at forene
kunstpraksis med en politisk ditto, var: Joseph
Beuys. Rent konkret hedder et af hans officielt
kendte værker: ’Sociale Plastik’;
men det sociale tema var i det hele taget
et gennemgående træk ved hans
virke. Således har jeg i flere forskellige
sammenhænge oplevet de øvelser
Beuys i sin tid efter sigende skulle have
givet sine elever ved Staatliche Kunstakademie
i Düsseldorf, øvelser som netop
benævnes social plastik eller social
skulptur.
På
den måde synes der, ubemærket
af offentligheden, at forekomme forskellige
strømninger, man med rette kan sige,
er udgået fra Beuys. At katalogisere
disse kan af naturlige grunde være vanskeligt.
Og bliver samtidigt det problematiske ved
at skrive en bog om Beuys’ sammenhæng
med – og virkning på – kunstnere
og kunstscenen i Danmark.
Læsere
af en sådan bog får let den oplevelse,
at virkningen trods alt har været relativ
minimal, men man glemmer at tage med i betragtning,
at et væld af kunst-interesserede mennesker
har haft kontakt med kunstneren og mennesket
Beuys og i vekslende grad har optaget hans
kunstsyn – uden at det derfor nødvendigvis
har haft en direkte synlig indvirkning på
en af offentligheden kendt kunstscene.
Det
er med det forbehold, jeg mener, du bør
læse Lars Morells bog: Joseph Beuys
og Danmark 1963 – 1970 (på bogryggen
kaldt: BEUYS I DANMARK), som udkom 2004 på
Dansk Plakatmuseum, Mørchsgade, Århus.
Bogen er tilsyneladende den første
af sin art, der forsøger at give et
samlet indblik i Beuys’ berøring
med den danske kunstscene. Og det er sandelig
et interessant indblik! Ikke alene blotlægges
Beuys’ begejstring for det skandinaviske,
men det danske sindelag træder også
tydeligt frem med hele sit humorfyldte gemyt
i de moduleringer, der forekommer af Beuys’
oprindelige performancer. Men det, der frem
for alt udmærker Morells godt 70 små
siders gennemgang – synes at være
den minutiøse notering af de enkelte
aktioners kronologiske handlingsforløb;
på den måde bliver der sat ord
på noget, man på en helt anden
og måske mere klar måde kan medtænke
den ceremonielle og begrebslige sammenhæng,
end om man blot havde set aktionerne gengivet
som video-optagelser. Jo, også fordi
man nu via skriften får flere klart
definerede henvisninger serveret.
Men
som før nævnt: du får ikke
et fuldt og klart indtryk af rækkevidden
af Beuys’ socialt-orienterede projekt
gennem ’Joseph Beuys og Danmark …’,
hvilket ikke er en kritik af bogen, idet dette
heller ikke synes at have været Morells
sigte. Men jeg er overbevist om, at en sådan
bog må kunne skrives under selvsamme
titel.
Kun
i en enkelt passage i bogen berøres
nævnte tema, men da som en benægtelse
– side 58:
”Når
man ser hestens hoved på stagen fra
Bjørn Nørgaards ”Hesteofringen”
den 30. Januar 1970, kan det rent skulpturelt
minde om harens ben med stængerne, og
aktionen blev også båret af en
interesse for mytologi, som blev delt med
Beuys. Bjørn Nørgaard var dog
ikke enig i Beuys’ syn på dyr,
der var præget af shamanisme. I dag
siger Bjørn Nørgaard, at han
ikke støtter den interesse for bier,
som Beuys havde fra Rudolf Steiner. Nørgaard
har svært ved at se bisamfundet som
en model for det menneskelige samfund, for
dér er ingen plads for individualisme.”
Dette
kan Nørgaard naturligvis have ret i;
men spørgsmålet er blot, om Beuys
(og Steiner) virkelig har ment, at bi-samfundet
skal tjene som model for menneskesamfundet.
Eller om der nærmere har været
tale om en allegori. Således er det
vel nok den visdom, hvormed bi-samfundet fungerer
og ikke den enkelte bi som rollemodel, Beuys
og Steiner har været optagede af. Eller
for at sætte det i perspektiv: Et samfund,
der flyder af honning (bierne) overfor et
samfund, der flyder med egoistiske aggresioner
(hvepsene); det er den måde Beuys, synes
at operere i feltet mellem social følelse
og politik. Vi kan vel nok lære af dyrene
uden at vi skal være som dyrene? Bier
kan optræde i endda meget store sammenhængende
samfund, hvor samarbejdet er det helt centrale,
imens hvepsene, der strides indbyrdes om selv
den mindste dråbe sukker, kun kan opbyde
forholdsvis små afgrænsede samfund,
der tilmed kun fungerer kortvarigt. Men som
sagt har Nørgaard naturligvis ret,
når vi går bort fra det rent allegoriske:
Menneskene er forlængst kommet bort
fra (bi)stadet, hvor en farao øverst
i pyramide-hierakiet udgør alle undersåtters
samlende jeg. Eller I det mindste burde vi
være forbi det sted rent historisk.
Verden har ikke brug for ledere, men samarbejde.
Det
var netop samarbejde og dialog Beuys forsøgte
at sætte i værk som professor
ved kunstakademiet i Düsseldorf; han
fjernede adgangskravene og lod samtalen være
et af de fremmeste og bærende elementer
i undervisningen. Akademiet var begyndt at
summe af liv fra menneske-individer. Hvordan
kan nogen mene, at et samfund uden individuel
frihed, skulle være målet for
Beuys’ initiativ. Det synes at være
en noget forenklet og fordrejet konklusion
fra Nørgaards side – næsten
umuligt at tro, han virkelig kan have ment
det sådan?
Som
eksempel på, at Beuys stadig inspirerer
i dag, citerer jeg afslutningsvis et digt,
der netop refererer til den ovenfor nævnte
hare-reference (her er haren i stedet for
hest blevet forvandlet til kanin) - af digter
og kunststuderende Rasmus Halling Nielsen:
lækage
Alt er ikke hvidt
hvid er kanin og sølv
er happening som en kanin
i Beuys happening.
BEUYS
I DANMARK
af Lars Morell
DANSK PLAKATMUSEUM 2004
© Robert Henningsson januar 2005
